Flere bånd
Dagens post: Flere fede mixbånd fra heavyens guldalder.
(Ja, ok, BRUTE FORCE er ikke nogen særlig god opsamling. Men spøjs, måske.)
Kassettekøb
Som populærmedie er kassettebåndet tæt på stendødt (der er altid undtagelser…). Som samlerobjekt, vel, det er en anden historie. Jeg dyrker, som det efterhånden må være læserne bekendt, firser heavyrock; jeg ejer ingen pladespiller længere og samler derfor musikken på cd. Det kan være svært at skaffe titler udgivet for tyve år siden eller mere, især indenfor de hårde undergenrer. Men ofte er alternativet en remaster genudgivelse med søndermast lyd. Desværre kommer jeg også ud for tilfælde, hvor der ikke findes en “original” cd udgave. Ja, det hænder, at der slet ikke findes en cd udgivelse overhovedet.
Det er her, at kassettebåndet kommer ind i billedet. Dette – med nogen ret – ringeagtede format som i vinylens storhedstid fulgte LPen som en skygge, et parallelt b-produkt. Begge formater er sårbare overfor mekanisk slitage: knas og nålehop for LPens vedkommende; sus, rumlen, magnetskader og den frygtede båndsalat for kassettens vedkommende. (Jeg har sikkert glemt nogle tekniske detaljer, men you get the idea.) Kassettebånd er lidt af en videnskab. Blanke bånd – og jeg har lavet rigtig mange LP kopier og mixbånd i min tid – kan, med den rette hardware, give en fortrinlig lyd (med forbehold for den uudgåelige slitage efter nogen tid). Færdigindspillede bånd, det vil typisk sige kommercielle albumtitler, var desværre typisk en temmelig ulden affære, hvor valget stod mellem Dolby B slået til (den berømte “dyneeffekt”), og UDEN Dolby B (irriterende diskant og susen). Ikke desto mindre må jeg som samler forholde mig til, at rigtig meget god, spændende musik udkom på kassette; musik som ikke sådan lige eller overhovedet kan skaffes på cd. Og ja, jeg ejer en glimrende kassettebåndoptager, købt for 2600 dask i 1995.
Som tiden går… og nostalgi er en farlig ting, når man er samler. Da jeg i december kastede mig ud i søgningen, fandt jeg lynhurtigt en stor mængde af titler, jeg i min ungdom ejede på kassettebånd. Ok, koldt vand i blod. Ovenfor har jeg scannet et udvalg af den indkøbte musik. Opsamlingsalbummet er en genre som i dag har sejret sig til døde, med oppumpede megabokssæt af de samme kunstnere, eller udvalg af kunstnere igen og igen. Dengang var det lidt af en kunstart at samle et fængende udvalg af musik, fordelt på to pladesider. Ikke alle selskaber slap heldigt fra det. Men nogle gjorde. Og, velsagtens til dels pga. rettighedsforhold, er mange af disse opsamlinger ikke blevet overført til cd mediet. De lever i vores minder – og som støvede LPer og kassettebånd på det antikvariske marked. “Speed Kills” albumserien var modsat “Metal Massacre” serien (som i øvrigt ER udsendt på cd, samtlige titler i rækken og der er mange) ikke en udklækningsanstalt for obskure debutanter (hvilket forklarer, hvorfor MM er så kedelig at samle – der går mange fiaskobands på en Metallica), men et bud på de hotteste navne her og nu på scenen. Nummer 1 i serien er legendarisk og 2-3 ikke langt bagefter.
Eller Overkill albummet “Taking Over”. Udsendt på cd engang i firserne og aldrig genoptrykt; de originale plastikskiver går til blodige summer. Jeg slap med langt mindre for båndet; det var i teknisk god stand og afspillede fint – og musikken er rigtig fed. Atrophy er et halvobskurt thrash band fra perioden, meget teknisk orienteret a la Testament. Deres debut, “Socialized Hate” går for at være ok, om end lidt fantasiløst, hvilket viste sig at holde stik. “Torment in Fire”, af canadiske Sacrifice, er en rå, primitiv og en smule ufokuseret affære som meget af den ekstra hårde heavy fra midt firserne var. Cool omslag.
Og jagten fortsætter…
Påen igen
Fik brev fra Marselisborg, Holbæk i dag om et nyt forløb som skal give mig et fleksjob. Jeg skal deltage i et orienteringsmøde i næste uge og medbringe mit CV, gerne på usb stik. Brevet afrundes med de sædvanlige trusler om konsekvenserne, hvis man ikke dukker op. Jawohl! Mine tidligere kontaktpersoner på stedet er begge holdt op. Jeg skal derfor starte helt forfra med at fortælle min livshistorie om igen. Nå, sådan er spillets regler…
Godt nytår
Min nytårsgave til læserne: denne musikvideo af Death Cab for Cutie.
Teknisk set jul
(Undskyld det rodede blog udseende. Jeg har ikke fået gjort noget ved det siden den store opgradering. Noget som stadig driller er at få preview af kommentarer ude i siden.)
Så er det teknisk set jul – tre timer er der gået af den 24. december. Nogen hvid jul tegner det ikke til – faktisk plasker regnen løs udenfor mit vindue. Men så slipper vi da for at skovle sne.
Der er ikke sket så meget i efteråret, som var værd at berette om. Bortset fra… nå ja! Vi har fået en kat mere. Vi er hermed oppe på tre igen. Der har jo desværre været lidt udskiftning, med Bissens død. Fie, vores børste af en gårdkat, hænger på, på andet år. Zelda med stumphalen som vi overtog fra naboen har det også fint. Og en regnvejrsaften i november dukkede der så en lille, forpjusket og snottet killing op udenfor vores terrassedør. Det er sådan som bare sker.
(Tulle, knap fem måneder gammel og fuld af gåpåmod.)
Den lille viste sig at være alvorligt syg og vi kunne sgu ikke lade være med at tage hende ind – og til en dyrelæge. En antibiotikakur fik hende på højkant igen og nu bor hun her altså fast. Vi kalder hende Tulle. Tulle var kun fire måneder, da hun ankom. En af utallige gårdkillinger som søger ud i den store verden, når deres mor ikke vil tage sig af dem mere. Mange af dem klarer sig ikke. Men Tulle var altså heldig.
Hvad er der ellers sket? Tja, jeg har været til revurderingsmøde om min fleksbevilling hos kommunen og der ser ikke ud til at blive problemer. Jeg lytter stadig til en masse musik – senest har jeg snuset lidt til stonerrock scenen. Jeg har fået set en masse tv-serier, såsom Star Trek (jeps, jeg er også sprunget på den galaj). Og så er der bladet… hm, ja, bladet. Det må blive et nytårsfortsæt.
Men foreløbig: Glædelig jul.
Musik i november
Musik cd’en er på vej ud; det er blot et spørgsmål om tid. Sjovt som mediet aldrig rigtig gik hen og blev hip, måske lige bortset fra et par måneder i midtfirserne, da det blev lanceret som Det Sidste Ny. Retrospekt kan jeg ærgre mig en smule over ikke at have beholdt min LP samling. Vinyl er blevet cool igen. Gamle LPer er eftertragtede og penge værd, hvorimod det er noget nær umuligt at opdrive en brugtbutik med kvalitetstitler i cd mediet. Finder jeg en sjælden gang noget, er det dansktop, Absolute Musik opsamlinger og lignende knald. Ok, Sound Station og Accord i København har en lille smule, men det er jævnt hen mainstream titler og til absurde priser. Ingen, jeg kender her i landet samler seriøst på musik cd’er. Min egen samling ligger på i omegnen af 1000 titler; det har taget tid og kostet penge at nå så langt, og ærlig talt føler jeg mig forbandet ensom med den hobby.
Ikke at det stopper mig. Dagens høst, som næsten altid lettere kvæstet af det danske postvæsen (se billede ovenfor), er et solo album med Gary Moore og en cd single (strengt taget en replika af en vinyl maxisingle) med New Order. Begge fra de respektive artisters tidlige karriere. Back on the Streets var Moores første solo rockalbum. Han får her lidt hjælp fra vennen Phil Lynott, hvilket var den egentlig grund til mit køb. Jeg er nemlig ved at udforske Thin Lizzys samlede katalog. Ud over Moore/Lynott samarbejdet “Parisienne Walkaways” (som blev lidt mindre hit), inkluderer albummet en genindspilning af den gamle Lizzy traver “Don’t Believe a Word”.
“Everything’s Gone Green” er fra New Orders usikkerhedsfase, hvor de stadig hang fast i Joy Division lyden og atmosfæren, men famlede sig hen imod en venligere (og mere dansabel). Maxien inkluderer to b-numre som grundet gentagne fejltitler på omslag og labels skaber forvirring i bandets diskografi: “Mesh”, et dystert nummer som minder enoormt om Joy Division, og “Cries And Whispers” som er i samme stil som a-nummeret.
Musik er godt.
Cd mediet står for fald… måske
Virkelighed snart eller livlig spekulation?
R.I.P. Bissemis
Knap havde vi fået familieforøgelse i form af en ny kat, før vores ældste døde. Bissemis blev knap 9 år. Vi fandt ham død ude ved fortovet, nær huset, her til aften. Han var en rod og en bølle. En kat, der ikke fandt sig i noget som helst, hvis det kom ham på tværs (hvad en del fremmede katte måtte erfare). Men også kærlig overfor dem, han holdt af. En stor personlighed. Vi savner ham.
Efterår med katte og kantet musik
Der er ikke sket så meget på det sidste, som er værd at skrive hjem om. Slet ikke på jobområdet, hvor jeg som ledig flexer p.t. svæver i fri luft efter en periode med aktivering i foråret. Det er både underligt og frustrerende bare at gå hjemme og vente.
Men der er i det mindste een god nyhed. Vi har fået en kat til! En lille sort hunmis ved navn Zelda som flyttede ind i løbet af eftersommeren. Hun tilhørte sådan set en nabo, men foretrak vores selskab. Og det, selvom vi har to stride børster af katte i forvejen, som ikke er spor venlige overfor fremmede katte. Faktisk har vores ældste en kedelig vane med at opsøge og banke fremmede, når han har en dårlig dag! Men Zelda er trods sin beskedne størrelse en sej dame som ikke lader sig tyrannisere. Hun spiller endda med handicap i form af en ganske kort halestump som får hende til at ligne en lille hund. Det forvirrer utvivlsomt vores andre misser (katte kommunikerer meget med halen).
I starten af oktober blev det officielt, da naboen skulle flytte og ikke kunne have kat det ny sted. Zelda kom på det tidspunkt hos os hver dag, så der skulle ikke så meget til at overtale os til at adoptere hende. Vi bor nu to mennesker og tre katte, og, ja, det KAN være lidt af et cirkus nogle gange, men også smadder hyggeligt.
Inspireret af det kedelige vejr har jeg gravet i musiksamlingen og lyttet til en del alternativ guitarrock fra min ungdom. Bands som Sonic Youth, R.E.M., Green on Red, Dream Syndicate og Gun Club. Jeg har også suppleret en i forvejen anseelig heavy og hardrock samling med en håndfuld Thin Lizzy albums. Musik er noget som har fyldt meget i hovedparten af mit liv. Jeg kan se tilbage på faser af min opvækst og påhæfte hver af dem et helt katalog af albums: radio pop, heavy metal, new wave, alternativ guitarrock, britpop osv. I dag følger jeg ikke så meget med mere. Jeg prøver af og til og noget hænger da ved, men min foretrukne musik tilhører fortiden. Fortiden spænder så ganske vist over fire årtier plus det løse. Så jeg MANGLER ikke ligefrem noget.
Modtog opsamlingsalbummet “The Best of Green on Red” (1991) med posten i dag. Købte det på vinyl for 20 år siden (for satan da, hvor tiden går) og har ikke lyttet til det… længe. Så vidt jeg husker, var jeg på tidspunkt ved at gå død i den alternative guitarrock. Jeg vidste, det var godt, men, tja, måske havde jeg forsøgt at assimilere for meget for hurtigt. Den slags tager tid, og jeg finder processen stadig sværere, jo ældre jeg bliver. Så det føles rart og, nå ja, trygt, at kunne gå tilbage og give de gamle albums en ny chance.
Morgenmystik på Politiken
En blogger på Politiken ved navn Simon Lund har hørt det ny samarbejde mellem Lou Reed og Metallica. Metallica er Lou Reeds backingband hedder hans seneste indlæg. Indlægget nåede at få seks kommentarer. Så forsvandt det, bloggen og Simon Lund. “This user has elected to delete their account and the content is no longer available.” Øh, ok. Desværre nåede jeg ikke selv at læse hans blog og Google er ingen hjælp. Måske var han hård ved Lou. Måske hørte Lou om det og foretog en telefonopringning. Måske.