Samlersind

Det er den sædvanlige historie om ikke at kende sin besøgstid (eller måske rettere sin butikstid) overfor det man holder af. Jeg har læst masser af Linda og Valentin i tidens løb, men altid på biblioteket og nu, hvor jeg får lyst til rent faktisk at eje i hvert tilfælde noget af serien, er den blevet temmelig svær at opdrive til menneskelige priser. Og med menneskelige mener jeg allermax 100 dask pr. styk. Jeg er ikke samler på den måde når det gælder albums og førsteudgaver imponerer mig ikke. Det skulle da lige være Asterix og det er mest fordi jeg foretrækker den oprindelige maskinskrevne tekstning fremfor håndtekstning i de nyere udgaver. Nå, problemet med L&V er selvfølgelig bl.a., at nogle af numrene faktisk kun kom i eet oplag og det endda, for de senestes vedkommende, i et ret lille af slagsen. Det forklarer rariteten. Men selv numre som udkom i den danske album scenes velmagtsdage (70erne til de tidlige 90ere, skulle jeg mene?) i to til tre oplag er blevet nogle hårde nysere antikvarisk. Jeg har vel (indrømmet, uden at anstrenge mig for voldsomt) sølle fire-fem albums, hvoraf de to er fra en byttehandel med Frank (Manden fra Søften).

Så det var en rigtig god fornemmelse at finde “I den falske verden” til 40 kroner i Amagerbrogade Antikvariat forleden. 3.oplag, langt fra mint condition, men stadig et godt fund. Samme sted fandt jeg i øvrigt et let ramponeret eksemplar af “Tintin: Det sorte guld”, vel at mærke den gamle udgave, hvor Tintin bliver forvekslet med en jødisk agent! 15 kroner, det kan man vist lige klare. Og Underground 12 med Fat Freddys Kat til 12 kr., hm, en dag må jeg sætte mig ned og liste, hvad jeg egentlig har og mangler af Underground. Unægtelig svært, nu, hvor halvdelen af mit bohavende befinder sig pakket ned i flyttekasser, men så er der da lidt samlersind-nusseri til de mørke og sørgeligt nære vinterdage.

Selvom det største samlerprojekt nok bliver at få styr på min langsomt, men støt voksende og foreløbig ret ustrukturerede samling af Anders And & Co., ca. 1965 til ca. 1980 (samt korresponderende Måneds og Ekstrahæfter, Walt Disney’s Klassikere osv.) Gamle AA-blade er bare så meget federe at læse end genoptryk og antologier. Jeg er især vild med sluttressernes totalt Pang! kulørte tryk og det kraftige, lidt voksagtige omslag. Hvad historierne i bladet angår er Barks selvfølgelig kongen, men jeg morer mig bravt over Fætter Vims-historier og andre som afspejler (da)tidens trends og Paul Murrays lange, episke Mickey Mouse historier (med temaer som tidsrejser, overvintrede vikinger og det gamle Vesten) er noget af det fedeste ikke-Barks som bladet har trykt - ever. Men det kræver vist et selvstændigt indlæg, en anden gang.