Samlersind

Jeg ejer en stor musiksamling. Et eller andet sted i omegnen af 900 musik cd’er (og en lille håndfuld vinyl for nostalgiens skyld). Den har kostet mange penge og den FYLDER. Desuden har jeg nok fra tid til anden været styret af at ville få fat i et eller to bestemte numre fra et album som betød noget særligt for mig. Det kunne være et nummer jeg havde haft på et mixtape som ung, hørt i radioen eller hos en kammerat. I nogle tilfælde bibragte det fulde album mig en god musikalsk oplevelse, hvorfor generhvervelsen af de betydningsfulde numre så blot blev en behagelig bonus. I andre tilfælde… not so much. For tiden samler min fysiske samling mest støv, da jeg har overført hovedparten af min favoritmusik til computeren. Jeg ved det, to plastikhøjtalere giver ikke just hifi kvalitet, hvilket måske gør min konstante jagt på “den gode mastering” af albums en smule fjollet. Og dog. Man kan faktisk sagtens høre forskel, selv på et skodanlæg.

Hvorom alting er, både for at spare penge og plads, begyndte jeg forleden at kigge på den digitale download situation. Jeg oprettede en konto på Ekstrabladet Musik, hældte et par hundrede kroner på kontoen og gav mig til at shoppe omkring. Og lad mig sige med det samme, at jeg ikke er imponeret.

For det første: Prisen. I betragtning af at man kun køber et ikke-fysisk OG teknisk underlegent produkt i forhold til den fysiske cd, er prisen på et fuldt album krads: typisk 90 kroner - sorry, 89,95. Det kan måske endda gå an med nogle spritnye titler, men mange “katalog” titler kan faktisk fås billigere på cd i forretninger som TP og Stereo Studio. Eksempelvis koster Tom Waits, med enkelte undtagelser, en halvtredser albummet, hvilket vil sige, at du kan erhverve dig mandens SAMLEDE værker for cirka en tusse. På Ekstrabladet Musik bliver det for at sige det mildt en smule dyrere. Og apropos: Prisen for et enkelt nummer ligger typisk på 9.95, uanset hvor mange (eller få) numre et album indeholder. Ud over at være en hamper pris kan det give nogle interessante regnestykker. Således vil det ofte være billigere at købe numrene stykvis i stedet for som samlet album (resultatet er naturligvis det samme, musikalsk). Et album som Lou Reeds famøse Metal Machine Musik vil være absurd billigere i løsformat. På den anden side kan det ikke anbefales, hvis du er til Ramones!

For det andet: Et mangelfuldt udvalg. En online butik som udelukkende sælger digitale ie ikke-fysiske produkter kan ikke undskylde sig med pladsmangel på samme måde som en gammeldags pladebiks. Jeg er naturligvis klar over, at skylden her nok i højere grad ligger hos de enkelte pladeselskaber som styrer distributionen. Men for en som mig, der netop går efter “dybe” katalogting er det møg irriterende. Et par eksempler: Kate Bush er kun repræsenteret med cirka halvdelen af sit (ikke enorme) katalog. Black Sabbath mangler Vol. 4, Sabotage, Technical Ecstasy og Never Say Die (de to sidste sutter ganske vist røv, de første ikke). En gigant som Pink Floyd mangler Wish You Were Here?? Robyn Hitchcocks ENORME katalog er overhovedet ikke repræsenteret, heller ikke selvom nogle af hans albums faktisk blev udgivet af store selskaber som A&M og Warner (nu ejer jeg hele dynen i forvejen på cd, det var bare et kontrolcheck). Nogle popbands, især af ældre dato, er kun repræsenteret med deres kendte hits på diverse Absolute Music lignende opsamlinger. Og sådan kan man blive ved.

Så er der lydkvaliteten. Naturligvis må det blive et kompromis med et lossy format og det er sådan set fair nok. Men der er en notorisk mangel på konsekvens. Nogle mp3 filer er 320 kps (fint nok), andre 256, andre igen 192. Et enkelt nummer jeg købte (Siouxie & the Banshees: “Premature Burial” fra Join Hands) var kun 160 kps! Når det kommer til masterkvalitet bliver det rigtig tricky. I 2010 er hovedparten af de “klassiske” artisters kataloger for længst blevet remasteret mindst en gang. Det betyder ikke NØDVENDIGVIS, at de dermed er blevet ofre for the loudness war, men det er desværre mere reglen end undtagelsen. Nogle undtagelser fra mine stikprøvekøb: Et par numre fra Saxon albummet Innocence is No Excuse. Er praktisk talt umuligt at opdrive på “gammel” cd og en cirka ti år gammel remaster er bimlende høj. Men de to numre viste sig at være i fin kvalitet. Det samme gjaldt to numre fra The Birthday Party albummet Prayers on Fire, selvom jeg her er i tvivl om hvorvidt albummet faktisk ER remasteret. “The Carny” fra The Best of Nick Cave & The Bad Seeds tyder desværre på at resten af numrene på dette album som jeg ofte har overvejet at købe også er remasteret alt for højt. I nogle tilfælde vidste jeg på forhånd, at lyden ville være lousy. Men hvordan skulle jeg ellers få fat i en (legitim) udgave af Anthrax b-siden “Bud E Luv Bomb and Satan’s Lounge Band”, et nummer jeg ikke havde hørt i mere end tyve år? [NB. 99% af musikforbrugerne er bedøvende ligeglad med lydkvaliteten. Får en til at føle sig som en Don Quixote.]

Endelig er der samleaspektet. Dette gælder generelt for (legitim såvel som illegitim) download. Jeg føler stadig ikke, at jeg ejer et download på samme måde som en fysisk cd. Jeg tænker ikke så meget på faren for det går tabt (jeg skyndte mig at tage en kopi til cd-r af zip filerne) som at det bogstavelig talt er noget underligt uhåndgribeligt noget. Jeg kan ikke sidde med et fysisk produkt i hånden, jeg kan brænde en kopi, men det er stadig ikke noget “ægte”, og jeg kan ikke (legitimt) give det videre eller sælge det (og hvem ville i øvrigt også give penge for en “brugt” lydfil?), hvis jeg kom i pengetrang.

I det mindste har jeg stadig kontrol over det købte produkt. Fremtiden bliver måske, at man køber sig til at lytte til musik og se film over nettet, uden off-line afspilningsmuligheder. Jeg tror faktisk, at det vil gå den vej.

P.S. Bilka benytter samme distributør som Ekstrabladet Musik, nemlig shop2download. Jeg hører gerne fra læsere om andre, eventuelt billigere musikdownload forretninger på nettet.