Svensk tv-nostalgi igen-igen

Det her må vist være det ultimative nostalgi-køb: En DVD boks med ca. 12 timers svensk børne-tv fra 70erne. Og så vidt jeg kan regne ud den længeste afstand mellem den oprindelige oplevelse og gensynet i mit liv, i hvert tilfælde hvad angår film eller tv. Vi snakker om mere end 30 år. Jeps, det drejer sig om Fem Myror Är Fler Än Fyra Elefanter, den legendariske svenske børneprogram-serie fra 1973, 1975 (regulær serie) og 1977 (julekalender special).
Jeg har blogget om serien tidligere. Dengang legede jeg med tanken om at købe serien på DVD, men fik det ikke gjort. Godt det samme, for siden da er serien udkommet i ny udgave, for første gang nogensinde med julekalender-udgaven fra 1977. Meget, meget mærkeligt at gense. På en eller anden måde en stor oplevelse. Også selvom det “kun er for børn”.
At gense serien (og de andre svenske og norske tv-serier købt på DVD gennem årene) minder mig også om den tid, hvor jeg regelmæssig så svensk tv. Det gjorde jeg hele min barndom. I starten af 80erne flyttede vi til Jyderup og her var modtagelsen af signalet fra Sverige ringe. Det blev aldrig det samme igen. Måske sluttede min barndom virkelig dengang. Jeg var trods alt også lige blevet 15 år.
P.S. Billedet ovenfor, fundet på nettet, er af en LP med sange fra serien. Jeg synes dette billede er meget flottere og mere tidstypisk end DVD omslaget.
