Positiv negativ energi
Jeg lytter en del til The Cure for tiden, et band jeg ellers ikke har dyrket siden mine universitetsdage. Jeg var stærkt optaget af bands som The Cure, Joy Division, Echo & The Bunnymen, Nick Cave & The Bad Seeds m.fl. i den periode. Men på et tidspunkt blev det vist bare for meget og jeg kastede mig over andre genre. Det sidste årti har jeg f.eks. gradvist genopdaget heavy rocken. Sjovt med tendensen til cirkelbevægelse i ens musiksmag. For nu lytter jeg atter til min ungdoms “sorte” bands, med øren og ikke mindst et sind som lytter på en anden måde. Gad vide hvornår turen kommer til Neil Young…
Fordelen ved allerede at have pløjet et bands katalog igennem er, at jeg kan plukke perlerne (eller hvad jeg opfatter som perlerne) ud, uden at gå helt amok med tegnedrengen. I hvert tilfælde som udgangspunkt.
Opsamlingen Staring at the Sea var et essentielt køb og er stadig den bedste introduktion til bandet, for novicen. Af selvmordstrilogien (de bedste skæringer fra debuten ligger på SATS) synes jeg egentlig kun om kulminationen, Pornography og den er kun repræsenteret med “The Hanging Garden” på SATS, så den var også et sikkert køb. Skæringer som “One Hundred Years” og “A Strange Day” holder stadig i mine øren. Videre frem til popfasen med det helstøbte album The Head on the Door og det lidt mere rodede Kiss Me Kiss Me Kiss Me. Sidstnævnte var oprindelig en dobbelt-LP og har måske lidt rigeligt fyld, men er stadig købet værd for skæringer som “Just Like Heaven”. Og endelig har jeg købt Disintegration, en tilbagevenden til dyster-fasen, men filtreret gennem bandets erfaringer fra popfasen. Et storladent lydmaleri, holdt i mørke farver.
Og udenfor mit vindue skinner solen på overtid og lokker med sommerfornemmelser…
