Samlersind

Det handler om noget

19. august 2006

Det skal nok lokke husarerne til

arkiveret under: slibrigheder, samlinger — Henrik @ 21:36

Til ære for Bo som foreslog, at jeg skulle samle på 70′er porno. Det er da et forslag, men hvis du tænker på pornoblade, Bo, så må jeg indrømme, at jeg ikke gider. Det er sgu, med al respekt, for plat. Til gengæld tilstår jeg her for åben blog og med afslørende billeder, en svaghed for ‘beskidt’ litteratur fra (primært) 60′erne. Jeg har en lille, men velassorteret samling som tæller såvel ‘fine’ bøger med et mildt strøg af kulturel fernis henover svineriet (”Erotikens historie”) som egentlige pornografiske bøger (et besynderlig og meget kortvarigt fænomen). Og så er der jo Stig Vendelkærs ‘Farlige bøger’: hårdkogt, krads litteratur, godt nok med erotiske/pornografiske passager men også mere end som så (William S. Burroughs forfatterskab f.eks.).
  Ja, dér sprang jeg vist ud som gammel gris.
  Det morer mig at samle disse bøger, ikke fordi jeg har et særlig intellektuelt forhold til dem - selvom jeg faktisk i tidernes morgen skrev et historieprojekt om pornografiens frigivelse i 60′erne. Vidste du i øvrigt, at datidens opfattelse af den typiske pornoforbruger var en lidt ynkelig, midaldrende til ældre herre iført regnfrakke og med hatten godt ned over øjnene, når han luskede ned til bladhandlen og spurgte til de utugtige titler under disken? Raske sunde drenge (for ikke at tale om piger) var sandelig ikke interesseret i den slags!
  Troede man altså…
  Nå, men jeg ‘dyrker’ altså ikke disse bøger eller jagter dem systematisk. Det er sådan noget jeg samler op, når lejligheden byder sig, f.eks. til Helligåndshusets hollandske bogudsalg. Og jeg har smidt en masse af det ud igen i tidens løb. (Ligesom mine Agatha Christie og George Simenon bøger, superhelte blade og heavyrock ditto. Og alt det andet.) Vistnok fordi jeg ikke kunne bestemme mig til om det var værd at samle på eller ej.
  Man bliver klogere…

ingen kommentarer »

stadig ingen kommentarer.

RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack en URI

efterlad en kommentar

Drevet af WordPress og godt humør!