Samlersind

I begyndelsen var listerne. Lister over ting er et fænomen så gammelt som menneskeheden selv. Blandt de første skriftlige kilder som er bevaret finder vi således nok en smule poesi og religiøs fundering, men den dominerende genre, hvis man da ellers kan kalde den det, er lagerforvalterens alenlange, knastørre lister over kornkammerets status og deslige. Homer (eller hvem der nu står bag værket) reserverer en hulens masse vers i sit udødelige epos Illiaden til at liste grækerne og trojanernes militærudrustning, det såkaldte “skibskatalog” som de fleste moderne læsere nok vælger at bladre forbi (i min udgave er kapitlet helt udeladt). Biblen har som bekendt de ti bud - listen over dem alle - og dertil spandevis af genealogiske udredninger, jævnt kedelig læsning for andre end teologen og oldgranskeren. Og så fremdeles.Zoom til nutiden. Jeg har som enhver samlernørd med respekt for sig selv opereret med lister i årevis. Lister over bøger, blade, film og musik. Lister til at holde styr på samlingen hjemme såvel som til at have med ud i marken, når der skulle findes nyt, i antikvariatet, på loppemarkedet osv. Fedtede små lommebøger, fulde af udstregninger og ulæselige tilføjelser; gnidrede print-sider, foldet på kryds og tværs og nusset af bukselommen eller tegnebogen. Egentlige referencebøger har det knebet med. Dengang jeg f.eks. samlede på heavy i firserne var de eneste tilgængelige bøger om emnet nogle ekstremt tyndbenede “coffee table books” og jeg var henvist til summariske referencer i håndbøger som Politikens (ny)rockbøger og Rolling Stone’s Record Guide som jeg terpede igen og igen på bibliotekets læsesal, indtil jeg nogenlunde havde memoriseret albumrækken for mine favoritbands. De eneste musikbøger jeg købte og som stadig står på min reol (bliver noget af det sidste jeg pakker ned, når Helle og jeg flytter sammen i december) er The Trouser Press Guide to New Wave og Bo Green Jensens “På sporet efter den hvide lyd”. Førstnævnte rummer præcis een heavy reference, nemlig Motorhead - åbenbart har Lemmy og drengene været anset for lige tilstrækkelig nok punkagtige i udtrykket til at finde nåde. Og Bo antyder et sted i sin i øvrigt stærkt anbefalelsesværdige bog, at han ikke kan fordrage heavy metal og det er ligesom det.

Zoom videre til nu-nutiden. hvor jeg er begyndt at samle på heavy igen. Lysten kom snigende tilbage i begyndelsen af årtiet og i skrivende stund ejer jeg ca. 250 album titler på cd og en lille håndfuld på vinyl. Den eksisterende samling er baseret på (mindet om) min samling fra 80erne, udbygget med mange af de albums jeg blev præsenteret for hos kammerater dengang, albums jeg læste fordelagtigt om i blade som Kerrang! og Metal Hammer samt nogle, hvor jeg bare har taget chancen og plukket ned på må og få fra firserhyldens enorme udvalg. Jeg synes selv, at jeg er godt med. Visse genrer er bevidst underprioriteret såsom glam og hair metal - jeg har lidt Kiss og Van Halen - og den mere ekstreme dødsmetal - Celtic Frost er vist det skrappeste i samlingen. Men dels er jeg blevet nysgerrig efter om jeg skulle have overset et eller andet vigtigt, dels er det jo altid sjovt at læse om de ting man holder af. Så for nylig var jeg ude på nettet og købe nogle bøger om heavy metal. Jovist, der er online databaser, men jeg har savnet at kunne sidde med en bog og sætte små krydser og den slags. Der er noget ved bøger.

Hvem er Martin Popoff? Ja, det er en forfatter jeg rent tilfældig hørte om, i nogle indslag på heavyrock stationen Shockwaves Skull Sessions. Han står bag en del heavy håndbøger samt en række bøger om b.l.a. Deep Purple, Black Sabbath og Judas Priest. Han er vidende, entusiastisk og ikke så lidt nørdet i sin tilgang til stoffet. En fan efter mit hjerte! Jeg har foreløbig købt to af hans bøger:

Martin Popoff: Judas Priest: Heavy Metal Painkillers, An Illustrated History, 380 sider (EWC Press, 2007). Af “klassiske” heavy metal bands er Priest klart det jeg stadig sætter højest, med Iron Maiden på en respektabel andenplads. Popoff gennemgår bandets historie grundigt, fra deres obskure begyndelse i 1969, over 70ernes kunstneriske milepæle, den kommercielle succes i 80erne, 90ernes brud, fraktioner og sideprojekter, og frem til genforeningen og det ved redaktionens slutning kommende konceptalbum “Nostradamus”. Hvert album (bortset fra opsamlinger) har fået et selvstændigt kapitel og Popoff garnerer sin gennemgang med talrige band fotos, sjældne singleomslag, avisudklip, magasinforsider m.v. Jeg konstaterede under læsningen, at hans vurdering af de enkelte albums næsten præcist matcher min egen og det er jo herligt. Vi holder begge mest af Priest i 70erne, finder sællerterne “British Steel” og “Screaming for Vengeance” en smule overvurderede og er rørende enige om, at Priest i slutfirserne sutter (men hvem er ikke det). Hans farvorit album er “Killing Machine” og selvom jeg nok selv ville pege på “Stained Class”, så var KM det første Judas Priest album jeg købte (på kassettebånd) og har derfor en særlig plads også i mit hjerte, så thumbs up til Popoff.

Martin Popoff: The Top 500 Heavy Metal Albums of All Time, 448 sider (EWC Press, 2004). Ikke et opslagsværk i gængs forstand, men en kommenteret giga-liste over betydningsfulde heavy metal albums. Listen er ikke Popoffs egne valg, den er baseret på en internet afstemning og nogle af hans anmeldelser lader nærmest til at være skrevet under protest, hvilket er morsom læsning. Feltet er uundgåeligt bredt - 500 albums er mange - men nogle af de valgte kunstnere som Jimi Hendrix, The Who, Sex Pistols, The Cult samt Nirvana, Perl Jam og en del andre grunge navne befinder sig nok tæt på kanten af hvad der kan kaldes heavy, uanset hvor inklusivt man vælger at definere genren. Det er nu også min eneste lille anke mod bogen. Alle subgenrer, også de mere obskure, er vel repræsenteret. Det sjove ved bøger som disse er naturligvis at checke, hvor mange “rigtige” man selv har i samlingen. Der er som sagt anmeldt 500 albums. Jeg ejer ca. 250 og scorede et resultat på 124 - helt pænt gået, men hvis man har en rimelig velfunderet, “klassisk” orienteret heavy samling bør den heller ikke være meget mindre. Toptitlerne er ikke overraskende albums af bands som Metallica, Iron Maiden, Judas Priest, Slayer, Anthrax, Megadeth og de gamle drenge Led Zeppelin, Black Sabbath, Deep Purple og AC/DC. Her var min score høj. Hinsides de første par hundrede topper begyndte landskabet at se noget broget ud (det er her på-kanten navnene for alvor begynder at indfinde sig) og her scorede jeg ikke nær så højt som før. For andre vil det måske være omvendt. Uanset hvad, så er bogen herlig lystlæsning for fans og samlere. Man kan finde inspiration til udvidelser af sin samling (eller ej - Manowar: I think not!!), genopfriske sin hukommelse eller bare blive bekræftet i sin gode smag. Trods de mange sider er bogen både let og praktisk at håndtere og trykket er udmærket læsbart. Anbefales.

Daniel Buskzpan: The Encyclopedia of Heavy Metal, 300 sider (Sterling Publishing, 2003). Ja, så skiftede vi lige forfatter! En tyk, bred og tung (to kilo) bog som ikke desto mindre skuffede fælt. The Encylopedia of Heavy Metal er i udstyr og indhold at betegne som en coffee table book, hvis nytteværdi som opslagsværk er stærkt begrænset. Et væld af helsides farvefotos kan ikke opveje det ujævne og temmelig forudsigelige udvalg af fortrinsvis mainstream navne indenfor heavy verden. De enkelte indlæg svinger vildt i både længde og kvalitet. Anthrax diskografien før “Among the Living” ignoreres i bandets artikel, Black Sabbaths giver mere plads til Dio-æraen end Ozzys (tankevækkende, fordi hr. Dio præsenterer bogen i et forord) og nok er “Speak English or Die” et dejligt album, men jeg finder det det bizart, at S.O.D. samlet får mere spalteplads end Venom. Vægten er lagt på den brede, kommercielle del af genren. Skønt store thrash bands som Kreator, Destruction og Testament har “klaret cuttet” spejder man forgæves efter mindre, mere ekstreme navne. Undervejs er der retfærdighedsvis også god læsning - Voivod artiklen f.eks. hæver sig over gennemsnittet - men generelt kniber det med guldkornene, ligesom jeg fornemmer en vis berøringsangst overfor at gå imod strømmen i vurderingen af hæderkronede koryfæer. Bogen kan fås meget billigt via butikker på nettet, men det er ikke et værk jeg kan anbefale - måske en hård dom, men det er nu min mening.